Medlemskab

Ændring af medlemskab eller udmeldelse

Ønsker du at ændre dit medlemskab for kommende sæson, herunder ved ønske om udmeldelse eller konvertering til et billigere kontingent eller passivt medlemskab, skal Ry Golf altid have skriftlig besked senest 1 måned før den 30. september, dvs. senest den 31. august. Dette fremgår af klubbens vedtægter § 3. Overskridelse af fristen accepteres ikke. Du kan dog til enhver tid konvertere fra passivt medlemskab, flex-medlemskab eller andet billigere medlemskab til et dyrere medlemskab mod at betale differencen.

Alle ændringer bør altid fremsendes skriftligt til info@rygolf.dk således at både du som medlem og golfklubben har dokumentation for at ændringen er foretaget rettidigt. Du har som medlem selv ansvar for at kunne dokumentere en ændring, herunder udmeldelse, vær derfor venligst opmærksom på, at du modtager en bekræftelse fra klubbens sekretariat

Særligt ved udmeldelse

Der kan ikke dispenseres fra ovennævnte frist for udmeldelse, og dermed heller ikke mulighed for at få dele af kontingentet tilbagebetalt ved udmeldelse midt i sæsonen. Eneste undtagelse er i tilfælde af et medlems dødsfald meddelt golfklubben i perioden 1. oktober til 1. april, i hvilket tilfælde halvdelen af kontingentet for den igangværende sæson refunderes boet.

Vi er åbne og imødekommende. Derfor kan det måske undre, at klubbens administration ikke også er fleksible vedr. tidsfristen for ændring af medlemskab. Dette skyldes først og fremmest at golfklubben administreres efter de vedtægter som er bestemt af klubbens medlemmer på generalforsamlingen, specifikt § 3 som findes tilsvarende i mange golfklubber. Årsagen til denne bestemmelse er, at golfklubber ikke er som de fleste andre idrætsklubber og foreninger. Golfklubber adskiller sig bl.a. særligt ved at have nogle anderledes store driftsbudgetter med en del faste omkostninger.

Næste sæsons kontingent for klubbens medlemmer fastsættes ud fra budget og forventning til årets udgifter og indtægter. Det er derfor vigtigt at klubben kan budgettere og forudse fremtiden så præcist som muligt, og allerede i god tid før næste sæsonstart den 1. oktober hvor der opkræves kontingent. Dette er i alle medlemmers samlede interesse.

Klubbens administration her derfor ikke mulighed for at gradbøje de medlemsbestemte vedtægter, eller give særlige undtagelser til nogle – og ikke til andre. Dette er bestemt for foreningens fælles bedste – selvom det i visse tilfælde kan virke ufleksibelt og måske endda urimeligt for den enkelte.

Særligt for juniorer – og deres forældre

Bemærk at klubbens vedtægter ikke skelner mellem børn, unge og ældre. Udmeldelsesreglerne er ens for alle, og adskiller sig fra udmeldelsesregler i de fleste fodboldklubber og gymnastikforeninger. Da børn sjældent selv er opmærksomme på dette, og oftere end voksne shopper rundt imellem forskellige idrætsgrene, bedes du som forældre være særligt opmærksom på dit barns fremtidsplaner og evt. få udmeldt barnet indenfor tidsfristen, såfremt der kan være udsigt til ændringer for næste sæson. Barnet er altid velkommen til at indmelde sig igen til næste sæson.

Passivt medlemskab

Hvis du i en periode ønsker at være passivt medlem, kan du tegne et passivt medlemskab til kr. 500. Dermed vil du fortsat modtage klubbens nyhedsmails, og stå forrest i køen, såfremt der måtte opstå venteliste for fuldtidsmedlemskaber. Konvertering til passivt medlemskab følger samme frister som ovenfor.